Nuværende dam

Filter | Planter omkring dammen | Vinter i dammen

I 2001 fik vi gravekuller igen. En sommeraften, hvor vores voksne søn var hjemme på weekend fra sin værnepligt, sad vi ved dammen og nød roen og den lune aftenluft til solsortens godnatfløjt fra taget. Det var meget sent på aftenen, og vi sad og sludrede lidt om fiskene og om dammen og billedet af en endnu større dam med mere svømmeplads til fiskene, og hvor vi kunne have lidt flere fisk, sneg sig langsomt, men sikkert, ind på min nethinde.

Vores havedamSom tidligere fortalt, er beslutningsprocessen ikke ret lang hos os, så inden en nattesøvn eventuelt ville have sat en stopper for idéen, gik vi i gang med at rykke terrassefliser op i næsten mørke, for så var vi i hvert fald i gang – og vi har aldrig fortrudt det én eneste gang.

Morgenen efter blev en vandslange lagt ud på jorden for at fastlægge den nye dams facon, og inden vi var færdige med at flytte rundt på slangen, havde vi taget det meste af det store terrasseområde i brug til formålet, og vores "hyggehjørne" var nu blevet væsentligt reduceret, men hvad gjorde det, for nu ville fiskene få næsten et helt "hav" at boltre sig i, og forventningens glæde oversteg udsigten til det hårde gravearbejde, som lå forude. Heldigvis havde vore to dejlige børn lovet at give deres bidrag med gravehjælp, så humøret var højt.

Atter en gang op med fisk, planter, vand m.m. Det gamle vand ville vi gemme og hælde i den nye dam, så der allerede ville være nogle filterbakterier til stede fra starten, så op i et badebassin med vandet og en luftslange i til fiskene, så skulle de nok kunne klare sig, mens vi lavede nyt hjem til dem.

Vi kæmpede en sej kamp mod hård lerjord, men efter et par dages graven, hvor armene efterhånden føltes meterlange, nåede vi endelig til vejs ende - samtidig med, at en enorm bunke opgravet jord og ler havde rejst sig i et afsides hjørne af haven.
Der blev målt ud til det nye folie og stor var forventningens glæde, da folien var på plads og vandslangen endelig kunne lægges i hullet.
Med de gamle 2000 liter vand plus ny vandaflæsning kom den nye dam til at indeholde 4500 liter vand, og hvor herligt at se, nu havde vi fået vores "hav", med en minimumsdybde på ca. 30 cm skrånende til en lille meter på det dybeste sted.

Emder og guldfiskI de efterfølgende dage blev hele omegnen kørt tynd for at afsøge området for store natursten, som vi kunne ønske at bygge kanten op med. På en del af gårdene i området lå der store bunker af sten fra markerne, som vi, efter en høflig forespørgsel hos gårdejerne, mere end gerne måtte hjælpe dem af med, og landmændene var glade, når vi fyldte traileren op til flere gange, efter at have rodet bunken igennem for at finde passende størrelser og faconer.
Selvom vi selvfølgelig genanvendte de gamle planter, så stod de jo nærmest og skreg til hinanden, så bart var det, men vi måtte holde synet ud resten af sæsonen, for nu skulle de have ro til at komme til kræfter, så de kunne vokse og brede sig.

FILTER

Da vores havedam er blevet udvidet flere gange, har vi selvsagt også måttet udvide vores filterkapacitet, for at det har kunnet følge med.

Da vi startede op med dam, købte vi én af de dengang meget populære små grønne tønder fyldt med biobolde og en svamp i toppen. Dette filter fungerede også tilfredsstillende til vore to første damme, men da vi udvidede til de 4500 liter vand samt tilførte flere fisk, var vi klar over, at dette lille filter ikke ville kunne følge med, så vi måtte gøre noget – og gerne samtidigt lidt billigt.

De store emder og små koiVores gamle Vortech pumpe havde kapacitet nok, selvom der ville være modstand, da vandet, for at nå op i filteret på land, skulle løftes ca. 75 cm, så vi fik anskaffet os en stor tønde med låg og monterede slanger og svampe som på det lille grønne filter, og lige før indløb i tønden monterede vi et 9 watt ultraviolet lys til bestråling og reducering af svævealger. Som filtermateriale brugte vi en svampemåtte, Zeolit, lavasten, lecakugler og biobolde, da disse materialer med deres ruflede og ru overflade har en rigtig stor filteroverflade, hvor alle de gode filterbakterier kan leve, og tønden fungerede nu både som mekanisk og biologisk filter.

Vi var spændte på, om det ville komme til at fungere efter hensigten, og vi må sige, at vores forventninger blev indfriet. Vandet blev krystalklart, vandværdierne fine og fiskene trivedes i stor stil.

Dette arrangement fungerede fint i flere år, men den årlige rengøring var langt fra særlig brugervenlig, og sol, frost og tidens tand havde efterhånden gjort tønden noget sprød, så vi var noget skeptiske ved tanken om, at den måske en dag pludselig ville revne.
Vi ville derfor installere et ’”rigtigt” filtersystem til dammen, så vi gik på udkig efter et filter, som vi mente ville passe til vores behov.

FilterudløbVi besluttede os for et BioSmart 24000 filtersystem, en ”færdigpakke” incl. pumpe, Aquamax Eco 8500, og 24 watt ultraviolet lys, og det må siges at fungerer upåklageligt.
Det lyder som lidt ”over-kill” at installere et filter med kapacitet til 24000 liter vand, men i virkeligheden er det faktisk ret passende – og endda kun lige nok.
Når man taler filterkapacitet, skal man være meget opmærksom på, at det antal liter vand, som filteret er opgivet til at kunne filtrere, er beregnet ud fra antal liter vand uden fisk – eller med kun lav fiskebestand, men da havedammen er et lukket system, som ofte overbelastes med for mange fisk og for meget foder, er det meget vigtigt at tjekke producentens specifikationer for, hvor mange liter vand med høj fiskebestand, som filteret vil være i stand til at filtrere på tilfredsstillende måde.

Det er altid godt at have større filterkapacitet til rådighed end det strengt nødvendige, man kan stort set ikke overdimensionere sit filter. I vores tilfælde, hvor BioSmart 24000 filteret fra producenten er konstrueret til at kunne filtrere 24000 liter vand ”uden fisk – eller med kun lav fiskebestand”, og 6000 liter vand med ”høj fiskebestand” så virker det til at være passende til vores 4500 liter vand med en fiskebestand på 7 Guldemder, 6 Guldfisk, 3 små Koi samt 2 Guldsuder. I hvert fald lader fiskene til at synes om vandets kvalitet, for vores Guldemder har 2 år i træk været i leg, hvilket vist ikke er helt sædvanligt at se i en alm. havedam.

Planter omkring dammen

Vores havedamEfter vores mening, er det planterne, som for en stor del skaber hyggen omkring dammen, det er et smukt syn, når f.eks. Engkabbelejerne blomstrer i det tidlige forår.
Fiskene kan bruge planterne i vandet som skjulesteder, og desuden tager planterne stor del i at holde fine vandværdier. De optager næringstoffer fra vandet og kommer derved til at fungere som et gigantisk biologisk filter.

I starten, da vi plantede til omkring dammen, forsøgte vi at holde en vis struktur, så det så pænt og ordentligt ud, men planterne bliver aldrig, hvor man sætter dem. De sender løbere ud eller smider frø, som vinden bærer rundt, og pludselig er vegatationen en blandet omgang af høje og lave planter mellem hinanden, men det kan jo også have sin charme.

Selvom det er godt for vandet at have mange planter til at suge næringsstoffer, så kan det også have den store ulempe, at vandet i dammen tit må efterfyldes, når plantevæksten er på sit højeste, de suger og fordamper en mængde vædske. Desuden er det særligt vigtigt, at man ikke har planter udenfor gummidugen, som kan sende rodnet over kanten på dugen og ned i vandet og derved suge af damvandet, planten vil trække enorme mængder vand ud i den tørre jord, så det skal man være ekstra påpasselig med og jævnligt tjekke.

Havedammen inden beskæringHer hos os bliver vi nødt til at tynde kraftigt ud i planterne, så de ikke tager overhånd. Normalt kan vi nøjes med at tynde ud, så vi kører ca. en trillebøre fuld planter på komposten om året, men på et tidspunkt var det ved at blive lige rigeligt bevokset, så vi måtte i et par waders og ud i vandet med saks og kniv, og nærmest rykke og flå et tæt tæppe af sammenvoksede rødder fra hinanden, hvilket ikke var en let, men nødvendig, opgave, hvis vi igen ville kunne se vores fisk.

Dammens pryd om foråret er, som før nævnt, de meget tidlige Engkabbelejer. Engkabbelejen er hos os den første plante, som blomstrer, og når hele kanten står gul af Engkabbelejer, så ved vi, at foråret er lige om hjørnet. Det er utroligt smukt.

Der er selvfølgelig et utal af andre plantearter, nogle er undervandsplanter som iltgivere, andre fungerer som flydeplanter, der kan dække en del af overfladen og give lidt skygge, andre er høje kantplanter som bruges som skjul for fugle og andre dyr, hver planteart med sin charme og funktion, men den smukkeste af dem alle er Nøkkerosen - som "ikke-daminteresserede" tit kalder for åkanden.

HavedammenVi har to Nøkkeroser i dammen. Den cremefarvede Nymphaea "Chromatella" med de smukkeste marmorerede blade og den røde Nymphaea "Attraction".
De kan begge få blomster på op til 15-20 cm i diameter og bladene kan opnå en diameter på cirka 30 cm, men hos os er de dog noget mindre.
Det er et par imponerende planter, når de først er i vækst hen på foråret, og i løbet af kort tid dækker bladene en stor del af overfladen, hvilket er en stor fordel i en mindre dam, da bladene dækker af for den stærke sol, så vandet ikke så let får store temperaturudsving.

Vinter i dammen

Vinter i dammen Vore fisk opholder sig i dammen året rundt. Vi stopper fodringen sidst på efteråret, når vandtemperaturen er cirka 4-6 grader. På det tidspunkt går fordøjelsessystemet på stand-by og fiskenes bevægelser bliver langsommere i takt med, at vandet bliver koldere. Når det bliver rigtigt koldt, søger de alle ned på det dybeste sted, og står der stille og roligt med mindst mulig bevægelse.

Inden isen lægger låg på hele dammen, skifter vi noget af vandet, giver vandforbedringsmiddel og lægger vores is-fri-hætte ud på vandet på det dybeste sted.

Solsort slukker sin tørst ved isfri vågeDet er utrolig vigtigt, at isen ikke lukker overfladen helt til. Der skal være mulighed for udluftning af gasser fra forrådnende blade på bunden, for ellers kan fiskene dø af iltmangel.

Som den mest effektive foranstaltning til det formål er vores erfaring, at almindelige luftsten (samme type som til indendørs akvarier) og en god luftpumpe er det mest effektive.
Vi har en god stærk luftpumpe med to udgange monteret i garagen, hvorfra der udgår to tynde luftslanger, med hver sin luftsten på.
De bliver lagt ned i hver ende af dammen, og den svage strøm fra de fine perlende bobler, der stiger til overfladen, er nok til at holde to våger isfrie hele vinteren, hvilket ikke kun er en nødvendighed for fiskene, men også til stor gavn for havens fugle, som kommer til dammen for at drikke af de åbne våger.

Til Top
Til Forside